Fra forladt gård til lokalt omdrejningspunkt

Fra forladt gård til lokalt omdrejningspunkt

Fra forladt gård til lokalt omdrejningspunkt

Fra forladt gård til lokalt omdrejningspunkt

Havmøllens arbejde med at skabe forbindelser mellem erhvervsturisme, kultur og lokalsamfund

Havmøllens arbejde med at skabe forbindelser mellem erhvervsturisme, kultur og lokalsamfund

Havmøllens arbejde med at skabe forbindelser mellem erhvervsturisme, kultur og lokalsamfund

Havmøllens arbejde med at skabe forbindelser mellem erhvervsturisme, kultur og lokalsamfund

Ude ved en af Ebeltofts naturskønne kyststrækninger finder man Havmøllen – et pragteksempel på, hvordan virksomheder kan arbejde med regenerativ erhvervsturisme. Havmøllen eksisterer nemlig til gavn for ’stedet’: lokal natur, kultur, historie og lokalsamfundet. Havmøllen illustrerer, hvordan erhvervsturisme kan blomstre og lykkes ved, at virksomheden spiller en aktiv og nærende rolle i det lokale økosystem.

Om casen

Beliggenhed:

Ebeltoft

Aktiviteter for erhverv:

Venue, erhvervsmiddage

Størrelse:

Lille (1-10 fastansatte)

Interviewee:

Daniel Saroori, projektleder

Fra forladt gård til levende kultursted


Havmøllegården stod i flere år tom og i forfald. Men da lejligheden bød sig, købte nuværende ejer og nabo gennem 25 år Sofie de Magos Jensen stedet. Hendes tanke var at istandsætte den historiske gård, bevare dens kulturelle og historiske arv, og skabe et samlingspunkt for lokalbefolkning og andre besøgende.

En kernefortælling om at være til for det lokale økosystem


Under Sofies ledelse samledes et team af i alt fire passionerede individer omkring projektet, der gennem løbende dialoger om lokalområdet og Havmøllegårdens historie begyndte at danne en kernefortælling og selvforståelse af Havmøllens rolle i sit lokalområde, som er bærende for stedet den dag i dag.

Kernefortællingen indfanger Havmøllens identitet, som er styrende for de aktiviteter og projekter, initiativet i dag foretager sig. Som projektleder Daniel Saroori forklarer, har stedet historisk været omdrejningspunkt for rejsende og lokale – ”Havmøllen ligger ved Jernhatten, som de rejsende i vikingetiden navigerede efter når de skulle ind og ud af Århus Bugt. Gården blev bygget i 1677 og var en del af landbruget men også et lokalt samlingssted.” Også i dag er det stedets ypperste formål at være til for lokalbefolkningen og indtænke dem i deres aktiviteter.

Mad har spillet en afgørende rolle i at få skabt forankring i lokalsamfundet. Da Havmøllen begyndte at tilbyde erhvervsmøder, lavede de i køkkenet mad til middagsselskaber på 15-20 erhvervsgæster. Som Daniel og kollegaer bemærkede, var det ikke synderligt mere besværligt at lave mad til 80 end til 20 mennesker, så de begyndte at lave ekstra kuverter, som lokale kunne købe til lækker takeaway for omkostningspris. Alle blev mætte og Havmøllen fik skabt forbindelse til borgere i lokalområdet.

Med tiden blev dette til konceptet "hverdagstakeaway," hvor Havmøllen hver tirsdag tilbyder lokale at købe aftensmad. Det kan nydes i selskab med andre besøgende ved Havmøllen eller tages med hjem; det lokale kor, som låner et gratis lokale og øver om tirsdagen, får også middag med. Dermed blev en forretningskilde også en bro til lokalsamfundet.

Med det styrende princip om at være lokalt forsamlingssted har Daniel Saroori og kollegaer eksperimenteret for at finde ud af, hvad der virker: ”vi lavede ’væredygtighedssymposier’ som en slags pendant til bæredygtighed. Det var en række af forelæsninger med i alt 24 foredragsholdere. Folk forstod ikke hvad det var og vi fik slet ikke nok besøgende. Det lærte vi noget af.”

Det lokale først, dernæst erhvervsgæsterne


Hvis man kun tæller ansatte med, er Havmøllen en lille organisation. Så deres markedsføring fungerer ved, at nogle har besøgt stedet og anbefaler det til andre, der skal holde firmaevents, bryllup eller andet. Denne tilgang til markedsføring spiller naturligt sammen med at ville være samlingspunkt for lokale, turister og andre.

Hvad angår erhvervsgæster, er Havmøllen iøjefaldende ved, at de faktisk er i anden række. Spørger man Daniel om hvad de gør for at undgå utilfredse erhvervsgæster, trækker han på skuldrene og siger: ”det er ok, at nogle ikke kommer igen. I min optik skal de sgu føle sig heldige, at få lov at holde arrangement her.” Nogle af Havmøllens erhvervsgæster er måske utilfredse med den veganske mad, der er bestilt – men på samme måde bliver andre positivt overraskede ved selvsamme oplevelse.

Daniel og hans kollegaer er godt bevidste om, at indtjening fra erhvervsmøder er betydelig. De søger at skabe unikke, attraktive tilbud inden for rammerne af netop deres kernefortælling. Ved at sætte kernefortællingen og økosystemet forrest, gør Havmøllen sig attraktive for erhvervsgæster, fordi de søger den slags tilbud. Det gælder f.eks. skøn natur, lækker mad og drikke fra lokalproducenter som Ebeltoft Gårdbryggeri og vildmarksbad med et glas vin om aftenen – og samtidigt får gæsterne lov at mærke en levende og stærk fortælling om Ebeltoft, dets historie, kulturliv og lokalsamfund.